✓ Levering 1-5 dage ✓ Fragt 65 DKK


PetiteKnits design er super klassisk med god pasform. Opskrifterne er velskrevne og meget lette at forstå og følge.


Celeste Sweater strikkes oppefra og ned med et rundt bærestykke. Først strikkes halskanten, og derefter strikkes bærestykket rundt i mønsterstrik med 5 forskellige farver efter diagram. Der strikkes vendepinde efter bærestykkets mønsterstrik for at strikke ryggen højere og dermed skabe en god pasform. Krop og ærmer strikkes rundt i glatstrik og afsluttes begge af en ribkant.

Vær opmærksom på, at mønsterstrik ofte skal strikkes på en 0,5-1 mm tykkere pindestørrelse end ensfarvet glatstrik. Lav derfor en strikkeprøve i både mønsterstrik og ensfarvet glatstrik, inden du går i gang. 

Opskriften indeholder diagrammer med farverne fra den brune Celeste Sweater samt ufarvede diagrammer, som kan farvelægges efter behov.


Størrelsesguide

Celeste Sweater bør have et bevægelsesrum (positive ease) på ca. 15 cm i forhold til dit brystmål. Størrelserne XXS (XS) S (M) L (XL) 2XL (3XL) 4XL (5XL) svarer til et brystmål på 75-80 (80-85) 85-90 (90-95) 95-100 (100-110) 110-120 (120-130) 130-140 (140-150) cm. Målene på den færdige sweater er angivet på forsiden af opskriften. Mål dig selv, inden du går i gang med at strikke, for at vurdere hvilken størrelse, der vil passe dig bedst. Hvis du fx måler 85 cm rundt om brystet (eller det bredeste sted på kroppen), bør du strikke en str. XS. En sweater i str. XS har overvidden 100 cm og vil i nævnte eksempel give et bevægelsesrum (positive ease) på 15 cm.


Størrelser: XXS (XS) S (M) L (XL) 2XL (3XL) 4XL (5XL)

Sweaterens overvidde: 96 (100) 107 (111) 115 (123) 134 (142) 152 (160) cm

Længde: 56 (57) 58 (60) 63 (64) 66 (68) 70 (72) cm (mål midt bag uden halskant)


Strikkefasthed: 20 masker x 30 pinde i glatstrik på pind 4 mm = 10 x 10 cm

20 masker x 20-22 pinde i mønsterstrik på pind 4,5 mm = 10 x 10 cm


Vejledende pinde: Rundpind 4,5 mm og 4 mm (60, 80 og/eller 100 cm), rundpind 3,5 mm (80 eller 100 cm), rundpind 3 mm (40 cm), strømpepinde 4 mm og 3,5 mm (medmindre du strikker med Magic Loop-teknik), evt. en større pind til mønsterstrik


Materialer: Bundfarve: 450 (450) 500 (550) 600 (650) 700 (700) 700-750 (750) g Peer Gynt fra Sandnes Garn (50 g = 91 m)


Mønsterfarve: 50 g Peer Gynt fra Sandnes Garn (50 g = 91 m) af hver af de 4 farver (ekskl. strikkeprøve)


Sværhedsgrad: ★ ★ ★ ★ ★ (5 ud af 5)


Knit-Knot forhandler PetiteKnits opskrifter som trykte, og de bliver derfor ikke sendt som download.


Opskrifternes sværhedsgrad

Hos PetiteKnit finder du opskrifter i varierende sværhedsgrader. Hver opskrift er tildelt en sværhedsgrad fra 1 til 5 stjerner, hvor 1 stjerne angiver de nemmeste opskrifter for begynderstrikkeren og 5 stjerner angiver opskrifter med de sværeste teknikker for den øvede strikker.

 

1 ★ – BEGYNDER

Opskrifterne i denne kategori er skrevet til helt nye strikkere, hvor du kun skal kende og mestre grundlæggende teknikker for at kunne strikke opskriften. Opskrifterne vil være skrevet i et begyndervenligt sprog med ingen eller ganske få forkortelser. Til mange af opskrifterne, særligt Novice-serien, er der ekstra udførlige videoer, der tager dig igennem de forskellige trin i opskriften. 

Du vil møde følgende teknikker i begynderkategorien:


Krydsopslag, ret, vrang, drejet ret, indtagning, udtagning, omslag og almindelig aflukning.

 

2 ★ ★ – LETØVEDE

Opskrifterne i denne kategori er lidt sværere end begynderopskrifterne, men stadig nemme at tilgå. Opskrifterne er til dig, der har strikket dit første projekt og er fortrolig med at læse en opskrift.

I denne kategori vil du møde forkortelser. Forkortelser, som er særlige for opskriften, vil være beskrevet. Der vil være videoer, som viser teknikkerne, du skal bruge i opskriften.

Du vil møde følgende teknikker i kategorien letøvede udover teknikkerne for de foregående kategorier:


Sammenstrikning af ombuk, knaphuller, simple strukturmønstre og opsamling af masker.

 

3 ★ ★ ★ – MIDDEL

Opskrifterne i denne kategori forudsætter, at du har rutine i og er fortrolig med de grundlæggende strikketeknikker, da opskrifterne indeholder sværere teknikker fx til opslagning, opsamling eller vendepinde. Der vil være videoer, som viser teknikkerne, du skal bruge i opskriften.

Du vil møde følgende teknikker i kategorien middel ud over teknikkerne for de foregående kategorier:

Læse et simpelt diagram, italiensk opslagning, italiensk aflukning, Judy’s Magic Cast On, i-cord, simpel dobbeltstrik, dobbeltstrik til italiensk aflukning, German Short Rows, strukturmønstre, simpel montering, broderi på strik og strik med flere farver.

  

4 ★ ★ ★ ★ – OVER MIDDEL

Opskrifterne i denne kategori forudsætter, at du er en rutineret strikker og kan holde overblik i en opskrift. Opskrifterne kan kræve, at du holder styr på flere elementer på samme tid – som fx at strikke efter et diagram og formgivning samtidig. Der vil være videoer, som viser teknikkerne, du skal bruge i opskriften. 

Du vil møde følgende teknikker i kategorien over middel ud over teknikkerne for de foregående kategorier:

Strikke efter et diagram, montering af lynlås, dobbeltstrik og avancerede strukturstrik som fx patent.

 

5 ★ ★ ★ ★ ★ – SVÆR

Opskrifterne i denne kategori forudsætter, at du er en garvet strikker, som kan holde overblik i en opskrift, og selv placere mønster og formgivning ud fra anvisningerne i opskriften. Der vil være videoer, som viser teknikkerne, du skal bruge i opskriften. 

Du vil møde følgende teknikker i kategorien svær ud over teknikkerne for de foregående kategorier:

Avanceret dobbeltstrik til fx kanter, kraver og knaphuller, indtagning/udtagning i mønster og vendepinde i strukturmønster.